loader

Holckenhavn Slot

65 31 31 05

slider billede 1

Renovering af brudesuite

Det hører sig til vores daglige gøremål, at vedligeholde og passe godt på det gamle slot. Det har længe været højt på vores ønskeliste, at reparere vores brudesuite og give den en mindre make-over. Da hele slottet er fredet, er det dog ikke noget man bare lige gør.

 

Vi har derfor i tæt samarbejde med Kulturarvsstyrelsen og vores dygtige konservator Anne Marie Steensberg, restaureret brudesuiten opkaldt efter Ellen Marsvin.

 

De gamle, fredede vægge er blevet beklædt med tapet og de fine udsmykninger over dørene er nænsomt blevet restaureret.

 

HolckenhavnSlot_brudesuite
HolckenhavnSlot_brudesuite

Med lidt nye puder og velourgardiner er brudesuiten nu klar til, at byde vores kommende brudepar velkomne.

HolckenhavnSlot_brudesuite
HolckenhavnSlot_brudesuite

Opskrift på rødkål

Kokkene i Holckenhavns køkken elsker at bruge råvarer fra det fynske spisekammer samt at hente grøntsager fra lokale gårde i og omkring Nyborg. Vores gæster kan for tiden blandt andet nyde æblemost, kartofler og kål fra Rosilde Højgård. Nu hvor juleaften nærmer sig, har kokkene igangsat forberedelser til rødkål, som skal serveres til den fede juleand. Rødkålen har de hentet hos det økologiske landbrug Rosilde Højgård, som forpagter Holckenhavn Gods jorde.

 

Til rødkålen tilsætter kokkene sommerens honning fra bistaderne placeret på Holckenhavns økologiske marker. Bistaderne er passet og honningen slynget af dygtige Jens Jørgensen fra Rosilde Højgård. Honningen kan købes direkte fra deres gårdbutik nær Nyborg.

 

Kokkene har sauteret rådkålen over bål for at tilføre lidt røgsmag.

Opskrift paa roedkaal
opskrift paa roedkaal
honning fra Holckenhavn Gods

 

 

Opskrift på rødkål

 

Her deler vi opskriften på smagfuld rødkål:

1 stort økologisk rødkål, snittet
2 økologiske appelsiner, saft og fintrevet skal
3 dl. balsamico eddike
3 stk. stjerneanis
200 g. brun farin
5 laurbærblade
1 tsk. nelliker
3 spsk. økologisk honning
3 spsk. andefedt
Sort peber
Salt

 

 

 

Sådan gør du:

Sauter kål i andefedt under omrøring, indtil det begynder at falde lidt sammen.

 

Tilsæt de andre ingredienser undtaget honning og lad det simre indtil væsken er reduceret og kålen begynder at blive glaseret.

 

Tilsæt honning og smag til med sort peber og salt.

 

Kan evt. varmes på bål, så det får lidt røgsmag.

 

 

God fornøjelse.

 

Det syder og bobler i Holckenhavns køkken, for i dag koger vi klejner.

 

”Fra jeg var en lille pige kogte vi altid klejner ved min mormor, som en fødselsdagsgave til min farfar der havde fødselsdag lillejuleaften” – Christina Hou Holck.

 

Her deler vi vores klejne opskrift på sprøde julekager:

 

opskrift på klejner

 

 

Opskrift på klejner

 

ca. 45 klejner

 

75 g. blødt smør

75 g. sukker

1 stort æg

3 spsk. piskefløde

1 tsk. citronsaft

1 tsk. appelsinsaft

Revet skal af en økologisk citron og appelsin

1 tsk. hjortetaksalt

1 tsk. vaniljesukker

0,5 tsk. kardemomme

1 knivspids kanel

275 g. hvedemel

1 knivspids fint salt

 

Palmin til fritering og flormelis til drys.

 

Pisk sukker, vaniljesukker, smør og fløde. Tilsæt æg. Bland hjortetaksalt med citrus og pisk i æggeblandingen.

Bland mel, salt, kanel, kardemomme og tilsæt blandingen. Lad dejen hvile i 30 min. på køl før den rulles og skæres ud evt. med en kagespore. Vrid klejnen halvt igennem det lille hul i midten.

 

Kog klejnerne i den varme palmin, til de er brune og sprøde.

 

Velbekomme.

I dag fyldes slottet med duften af gløgg og æbleskiver.

 

Vores dygtige kokke brygger over mange timer på den lune juledrik, gløgg, som vi serverer for vores gæster her i december.

 

Køkkenchefen deler her sin egen opskrift på rød gløgg.

 

 

Opskrift på gløgg essens

 

2 usprøjtede appelsiner

2 dl appelsinsaft

1 lakridsrod

3 hele kanelstænger

4 stk. stjerneanis

1 vaniljestang

1 tsk. sorte peberkorn

1 spsk. hele nelliker

1 tsk. hel kardemomme

4 laurbærblade

100 g. rørsukker

2½ dl vand

 

2 flasker rødvin

Evt. snaps og mørk rom efter smag

 

Vask appelsinerne og skær dem i mindre stykker.

 

Kom appelsiner, appelsinsaft, krydderier, rørsukker og vand i en kasserolle. Bring det hele i kog og lad det simre under låg i 20 minutter. Tag gryden af varmen og lad det trække i mindst et par timer.

 

Essensen sigtes over i en ny gryde, tilsættes rødvin, snaps og rom (hvis man ønsker) og varm gløggen op til 80 grader.

 

Kom mandler og rosiner i glas, hæld den varme gløgg over og servér.

Den 30. september 2018, havde vi her på Holckenhavn Slot den store fornøjelse at ligge rammerne om et helt særligt jubilæum. Nemlig 25 års jubilæet for kokketræf mellem dygtige gastronomers årlige sammenkomst.

 

I vores køkken var stemningen høj blandt de dygtige kokke. Hver kok kreerede hver deres ret, som blev til denne skønne menu.

 

  

 

129 forventningsfulde og glade gæster satte sig til bords, ved de smukt opdækkede borde i Riddersalen.

 

  

 

Tak til chefkokkene Jens-Peter Kolbeck, Jean-Louis, Patrick Lieffroy, Christian Bind, Puk Lyskjær Larsen, Francis Cardenau, Michel Michaud, Tommy Friis, Phong Thanh, deres dygtige medhjælpere og tjenere for nogle dynamiske, inspirerende og smagfulde timer.

 

 

Tak til Rene Odgaard og Rikke Buthler som har lavet en fin reportage af forberedelserne, middagen og samtaler med de dygtige kokke, som hver især har givet deres eget bidrag til den danske restaurantscene.

På hjerteligt gensyn og stort tillykke med jubilæet.

 

Se den fine film fra jubilæet her

Ingefærshot:

Her på slottet serverer vi ingefærshots til morgenmaden, både til vores konferencer og til vores bryllupper.

 

Ingefærshots er fyldt med energi og vitaminer, og vi synes at det er en skøn måde, at starte dagen på.

 

Ingefær indeholder en lang række vitaminer og antioxidanter, og er kendt for sine antiinflammatoriske egenskaber. Ingefær indeholder også zink, krom og magnesium som stimulerer blodcirkulationen, og ved dagligt indtag, skulle det i vintersæsonen kunne hjælpe mod influenza og reducere risiko for feber. Desuden skulle ingefær have en gavnlig effekt på gigt og kvalme.

 

Gurkemeje, som nok er mest kendt for sin kraftige farve, er ligeledes kendt for sine antiinflammatoriske egenskaber, og er desuden en særdeles stærk antioxidant.

Ingefærshots er bestemt ingen mirakelkur, men vi synes at det smager dejligt, og har en opkvikkende effekt, hvilket er skønt om morgenen.

På slottet anvender vi desuden ingefærdrikken varm, hvis nogen gæster er lidt småsyge. Man tager 2 dl ingefærdrik og koger op i en gryde, og tilsætter så saften af 1 citron og 2 spsk. honning. Mængden af citron og honning kan selvfølgelig varieres efter smag. Det virker!

Vi håber, at I har lyst til at prøve vores opskrift, og at I også vil få glæde af de skønne ingefærshots.

 

Se video af hvordan vi laver ingefærshot her: https://www.youtube.com/watch?v=550vnnMySV0

 

Ingredienser

  • 200 gram økologisk ingefær
  • 50 gram økologisk gurkemejerod
  • 4 spsk. sukker
  • 2 liter vand
  • 4 økologiske citroner

 

Fremgangsmåde

  • Ingefær og gurkemejerod hakkes i grove skiver
  • Hældes op i en gryde
  • Tilsæt sukker
  • Tilsæt vand
  • Lad det simre i 45 min.
  • Tag af komfuret
  • Del citronerne i 2 og pres saften ned i gryden
  • Hæld det gennem en si, så alt ingefær og gurkemejerod filtreres fra
  • Lad det køle af
  • Hæld på flaske

 

 
Velbekomme, Køkkenchef Anne Frier Larsen

 

 

Så er det forår - Stenbiderrognen er her

Stenbiderrogn har typisk sæson fra medio januar - april, afhængig af vind og vejr.

Du kan købe renset stenbiderrogn hos fiskehandleren, men du kan også nemt rense det selv ved at lægge rognen i en stor skål med vand og piske med et piskeris. Hinderne vil hænge fast i piskeriset, så du nemt kan nemt fjerne disse. Lad derefter rognen dryppe af i en sigte. Stenbiderrognen har en forholdsvis kort holdbarhed, så nyd den gerne kort efter rensningen.

I vores køkken bruger vi stenbiderrogn til både forretter, appetizers, canapeer, snacks og på vores frokosttallerken. Stenbiderrognen kan både være en ret i sig selv eller fungere som pynt til fx en forret som et ekstra pift.  

En ret vi ofte laver her på Holckenhavn Slot består eksempelvis af sprøde, råmarinerede jordskokketern, lidt trøffelolie,  agurk, stenbiderrogn, luftig hollandaise, karse og små sprøde kartoffelchips.  

Stenbiderrogn smager også skønt sammen med de første asparges eller på et stykke godt rugbrød med pocheret æg og avocado. 

Den klassiske version med stenbiderrogn, lune blinis, creme fraiche og rødløg går man heller aldrig galt i byen med. Stenbiderrogn kan også vendes sammen med rygeost, purløg og hakket dild og spises på sprødt rugbrød som en lille snack.

 

Smørristet brioche med stenbiderrogn, syltet rødløg, rygeostcreme og karse

Forret til 4 personer:

200 g renset stenbiderrogn

Saften af 1/2 citron

1 rødløg

2 dl eddike

1 dl vand

1 dl sukker

4 spsk. sødmælksrygeost

2 spsk. mælk eller creme fraiche

Salt og peber

1 lille bakke karse

4 skiver brioche, alternativt kan du bruge noget lækkert surdejsbrød

100 g smeltet smør

 

  

 

     

 

Start med at smage stenbiderrognen til med salt, peber og citronsaft. Stil den derefter på køl indtil du skal anrette.

Kog eddike, vand og sukker op i en gryde, skær rødløget i fine både og hæld den varme sylte lage over. Stil de syltede løg på køl. De kan med fordel laves tidligere eller dagen før, da de gerne skal være helt kolde.

Rør rygeosten cremet med mælk og smag til med salt, peber og evt. et par dråber citronsaft. Rygeosten fyldes i en sprøjtepose og lægges på køl. 

Klip karsen af og læg den i en bøtte til du skal anrette.

Stik brødet ud med en stor rund udstikker eller skær det ud med en kniv. Brødet pensles grundigt på begge sider med smeltet smør og ristes gyldent i ovnen ved 165 grader.

Anretning:

Anret stenbiderrognen ovenpå brødet. Lav en masse dutter med rygeostcremen og anret med lidt syltede løg imellem. Slut af med karse på toppen.

 

Velbekomme, Køkkenchef Anne Frier Larsen

 

 

Faktaboks: Hvad er en konference?

Konference er et ord med latinske rødder med betydningen at 'bringe sammen'. En sådan samling af mennesker kaldes også for et 'seminar', et 'konvent', en 'kongres' eller noget helt femte. Betydningen er nogenlunde den samme, nemlig at en større gruppe mennesker samles i fagligt øjemed. Det sidste er vigtigt, for selvom konferencen skal forløbe i en god stemning og med tid til hyggeligt samvær, er deltagerne først og fremmest samlet for at få et fagligt udbytte. Hvilket kræver en særlig planlægning.

Vi deler her vores 7 tips til, hvordan du planlægger en konference og vælger det bedste konferencested, så du og deltagerne får det optimale ud af jeres konference.

 

1. Inden lokaliteten vælges

En grundig planlægning er forudsætningen for en vellykket konference. Som udgangspunkt skal spørgsmålene om hvem, hvor og hvornår besvares: Hvem skal deltage i konferencen? Hvor og hvornår skal konferencen afholdes? For at kunne vælge det rette sted til at afholde en konference er det nødvendigt at vide især to ting: Hvor mange personer skal deltage? Hvor i landet kommer deltagerne fra?

 

2. Geografisk placering

Den geografiske placering for konferencen kan være vigtig. Ofte vil deltagerne komme fra forskellige egne af landet, nogle måske endda fra udlandet via en lufthavn. En placering nogenlunde midt i Danmark kan tit være attraktiv, men det afhænger som sagt af, hvorfra deltagerne i konferencen kommer. Overvej derfor transportmuligheder og afstande i forbindelse med valg af lokalitet.

 

 

 

Konference midt i Danmark

3. Valg af konferencested

Når du kender antallet af deltagere, er du et stykke på vej i forhold til at vælge det bedste sted at afholde konferencen. Har I brug for et stort konferencecenter? Eller mindre konferencelokaler? Eller et konferencehotel med overnatningsmuligheder? I denne forbindelse er det også vigtigt at vide hvilke krav til faciliteter, konferencen stiller.

Skal de kunne overnatte? Hvilke andre faciliteter bliver der brug for, såvel indendørs som udendørs: Skal der være mulighed for fysiske aktiviteter som dans, sport eller lignende? Hvad ellers? Lav en liste over jeres behov.

 

Konferencelokalernes – indretning lægger grund for stemningen

Som det gælder for lokaliteten generelt, er det vigtigt, at også det konkrete mødelokale skaber en god stemning, så deltagerne føler sig godt tilpas. Et mødelokale, der er lyst og venligt, vil fx bidrage positivt til en god og konstruktiv snak. Konferencelokalet skal være velindrettet, møblerne skal være behagelige, belysningen i orden, og er der en pejs til møder om efteråret og vinteren, er det et særligt plus. Det rette mødelokale med de rette konferencemøbler kan skabe en stemning, der giver en rigtig ramme om samværet. Et godt og tilstrækkelig stort konferencebord omgivet af behagelige stole, plus måske en sofa i baggrunden, kan vise sig at være guld værd, når de indgående samtaler skal lede frem til konstruktive resultater.

 

 

 

Inspirerende konferencelokaler

 

Konferencelokaler med plads til store tanker

Forplejning under konferencen

Det er naturligvis vigtigt, at deltagerne i konferencen får noget godt at spise og drikke undervejs. Mad og drikke giver energi, og det er samtidig en velfortjent pause i den mere seriøse del af arrangementet. Især om aftenen er det godt at få et lækkert måltid mad som afslutning på en lang dag, og aftensmaden åbner ofte for mere afslappet samtale, som ofte viser sig at have en særlig værdi.

 

4. Besøg konferencestedet i forvejen

Med ovenstående som rettesnore i forhold til valg af konferencens placering er det nu nødvendigt at gå tættere på for at se hvilke konferencecentre, der kan tilbyde netop de faciliteter, I har brug for. Den bedste metode til at udvælge det rigtige sted er at aflægge besøg på adressen. Henvend dig til et eller flere steder, og lav aftale om et besøg. Tag din tjekliste med dig, spørg konkret til hver enkelt detalje og kig dig grundigt omkring.

 

5. Få en fast kontaktperson som din konferencekoordinator

 

Fordelene ved at aflægge besøg på stedet er mange. Du får et førstehåndsindtryk, som fortæller dig om konkrete forhold, og samtidig kan du vejre en stemning, hvilket tit kan være en vigtig del af rammen for en vellykket konference. Er her hyggeligt og rart at være? Er stedet rent og funktionelt? Hvordan virker de ansatte, er det professionelle folk med et venligt glimt i øjet?

Sørg i den forbindelse gerne for at få en fast konferencekoordinator eller kontaktperson på konferencecentret: Det letter den fortsatte kommunikation og gør hele processen mere effektiv, både for jer som skal holde konferencen og for konferencecentret.

6. Formuler ønsker præcist med henblik på perfektion

Et velfungerende konferencecenter har en struktur, hvor forskellige ansatte har ansvar for enkelte dele af arrangementerne. Men en kontaktperson på stedet kan forbinde restaurant, hotel, mødelokale, aktivitetscenter og så videre, så I får skabt hurtig og nem kontakt med de enkelte områder. Forsøg at være så præcis som muligt i formuleringen af jeres ønsker, både hvad angår forplejning, overnatning, faciliteter til mødeaktiviteter såsom AV-udstyr, fritidsaktiviteter, og så videre. Præcision giver mulighed for at sikre perfektion. Hvad er det helt konkret, I ønsker? Kan det pågældende sted levere varen? Og med én kontaktperson ved du altid, hvem du skal hive fat i og stille dine spørgsmål til.

7. Planlæg konferenceforløbet grundigt

Én ting er at vælge det rigtige sted til afholdelse af en konference. En anden ting er at få det hele til at klappe, når konferencen kører. Med en grundig planlægning som beskrevet ovenfor er halvdelen af arbejdet gjort.

Den anden halvdel består i at have tilrettelagt forløbet i detaljer.

Velkomsten er meget vigtig, fordi deltagerne her får deres første indtryk af konferencen, og dette indtryk vil danne udgangspunkt for det videre forløb. Velkomsttaleren skal være kompetent, venlig og imødekommende og gerne lidt frisk i anslaget.

Pauser skal fordeles hensigtsmæssigt. Aktiviteter bør veksle, så møder og indlæg afbrydes af gåture og bespisning. Lav et udførligt program og husk at lægge ekstra fem minutter til stort set alle vegne, typisk bliver især pauserne mindst fem minutter længere end forventet.

 

Hold din konference på Holckenhavn Slot på Fyn

 

Holckenhavn Slot danner den perfekte ramme om enhver konference. Beliggende midt i landet og med motorvej lige i nærheden er stedet nemt at komme til. Holckenhavn Slot er skønt beliggende og giver mulighed for mange udendørsaktiviteter som for eksempel kajaksejlads på Storebælt.

Selve slottet er meget smukt og tilbyder alle faciliteter til en vellykket konference: Flotte værelser med eget bad, udsøgt gastronomi til bespisning af deltagere, alt moderne AV-udstyr og smukt anlagt park omkring slottet. På Holckenhavn Slot bliver I forkælet med moderne komfort, luksus, personlig gæstfrihed og storslået natur. Se, hvilke konference-muligheder vi tilbyder.

 

Kontakt os uforpligtende for mere information eller book et besøg og oplev slottet og dets muligheder for at skabe rammer om jeres næste konference.

 

Konferenceaktiviteter

 

 

Holckenhavn Slot

Konference i naturskønne omgivelser

 

Overvejer I at holde et slotsbryllup? Der findes næppe en mere eventyrlig scene for et bryllup end et slot. Men hvordan kan et slotsbryllup tage sig ud? Måske har I allerede nogle klare ønsker og præferencer. Måske vil I gerne finde inspiration fra andre slotsbryllupper – og så er I kommet til det rette sted. Her viser vi Jer inspiration til borddækningen, oppyntningen og bryllupsfotos.

 

Galleri med inspiration til Jeres romantiske slotsbryllup

På Holckenhavn Slot hjælper vi hver dag brudepar med at indfri deres drømme om et romantisk slotsbryllup. Ikke to bryllupper er ens, og det mærker vi også her på Holckenhavn Slot. Fra planlægningens start og indtil Den Store Dag skal der tages mange beslutninger om alt fra brudekjole til borddækning. Brylluppet planlægges ned til mindste detalje, og mulighederne er uendelige.

 

I samarbejde med nogle af vores bryllupsleverandører viser vi her i billeder, hvordan et slotsbryllup kan se ud. Billeder fortæller  mere end 1000 ord, og derfor lader vi dem tale for sig selv i dette galleri.

 

Vi håber, at I vil finde inspiration til Jeres kommende bryllup.

 

Eventyrlig borddækning og oppyntning

Borddækning og pynt er et vigtigt element i et bryllup, der kræver både koordination og kreativitet - uanset om vi taler slotsbryllup eller ej.

 

På Holckenhavn  har vi bl.a. haft glæde af at have besøg af Trine og Mette fra A table story, der fortæller og formidler historier med service. Hver borddækning har en historie, hvis du spørger Trine og Mette. Det var også tilfældet ved dette slotsbryllup, hvor A table story leverede borddækningen. Se selv den smukke borddækning på billederne herunder.

 

Borddækning til et slotsbryllup

Billede taget af bryllups- og modefotograf Sandra Åberg @sandraaberg

 

Borddækning til et bryllup

Billede taget af bryllups- og modefotograf Sandra Åberg @sandraaberg

 

Guldbestik til bryllupsbordækning

Billede taget af bryllups- og modefotograf Sandra Åberg @sandraaberg

 

Langbord til bryllup

Billede taget af bryllups- og modefotograf Sandra Åberg @sandraaberg

 

 

Smukke og romantiske scener til bryllupsbilleder

En af fordelene ved et slotsbryllup på Holckenhavn Slot er, at I er garanteret en smuk natur, der danner den perfekte ramme om Jeres bryllupsbilleder.

 

På Holckenhavn Slot råder vi over store naturområder, både park, skov og strand, som brudeparrene ofte benytter til deres bryllupsfotografier. Vi samarbejder med flere dygtige fotografier, som har givet os lov til at vise nogle af deres smukke billeder af glade brudepar på Holckenhavn Slot. Måske I finder inspiration til scenerne for Jeres bryllup?

 

 

 

Bryllupsfoto fra Holckenhavn Slot

Foto taget af bryllupsfotograf fra Voresstoredag.dk

 

Bryllupsfotograf på Holckenhavn Slot

Foto taget af bryllupsfotograf Forevigt.dk

 

Norsk slotsbryllup

Foto taget af fotograf Per Morten Abrahamsen

Asparges, Asparges, Asparges…..

Endelig!!! Aspargessæsonen er i fuld gang og den er kort, da de sidste asparges stikkes til Sankt Hans. Derfor er det bare med at nyde dem nu, mens de er her, for der er meget få ting, der kan slå de fynske asparges.
I køkkenet har vi lavet en let forret med grønne asparges, koldrøget laks og ramsløg, som de danske skove lige nu er fulde af.
Og som en lille bonus, fordi vi er så glade for asparges, får I vores opskrift på hvid aspargessuppe.

    

Koldrøget laks med grønne asparges, agurk og ramsløgspesto

 

Opskriften er til 4 personer

 

Ca. 200 g god Koldrøget laks

12 grønne asparges

1 agurk

1 lille bakke karse

Dild

Lidt olivenolie og havsalt

 

Til ramsløgspestoen skal du bruge:

 

Ca. 100 g modnet havarti fra Arla, parmesan eller en anden fast ost

Skallen af en citron, finthakket

50 g cashewnødder

2 dl vindruekerneolie

Ca. 60 g ramsløg

Salt og peber

 

     

     

Aspargs

Alle ingredienserne blendes sammen og smages til med salt og peber

 

Laksen befries for røghinde og skind, og skæres i 12 fine stykker

De grønne asparges skylles, bunden skæres af og kasseres, og aspargsne skæres i tynde skiver, som vendes med lidt olivenolie og havsalt.

Agurken skrælles og udhules med en melonkugler eller et parisiennejern, ca. 5-7 kugler pr. person, alternativt kan agurken skæres i pæne tern.

 

Anret laksen med asparges, agurk. Karse og dild og dryp lidt pesto rundt på tallerkenen.

Serveres med godt brød eller sprøde rugbrødscrutoner. Retten kan også med fordel serveres som hovedret, hvis man tilsætter ekstra laks og lidt nye kartofler.

 

Hvid aspargessuppe:

 

Opskriften passer til 4 personer:

 

Ca. 800 g hvide asparges

1 lille løg

2 spsk olie til stegning

5 dl hønsebouillon eller fond

2 dl fløde

2 dl creme fraiche 18

Lidt maizena

Salt og peber

 

Skræl løget og snit det fint, steges let i olien i en gryde, uden at tage farve.

Skræl dine asparges, skær bunden af og skyl dem godt, skær dem i skiver og steg dem med sammen med løget, igen uden at tage farve. Tilsæt bouillon/fond og lad det simre indtil aspargesene er møre, tag gryden af blusset og blend suppen. Pas endelig på og blend den evt. Ad to omgange. Sigt suppen og hæld den tilbage i gryden, tilsæt fløde og kog op, pisk creme fraichen i og smag til med salt og peber. Suppen kan evt. jævnes med lidt maizena, så den får en lidt mere cremet konsistens.

 

Server suppen med godt brød, lidt finthakket forårsløg, tynde skiver af grønne asparges, lidt nye ærter og et par dråber hvid trøffelolie.

 

Velbekomme!!